Alene2

Alene kan intet ramme mig.

Alene kan sorgen og fortidens spøgelser ikke røre mig.Alene er jeg i fejlsikret tilstand og uden chancer for at miste nogen eller noget.

Alene kan jeg komme fra A til B ubeset, uberørt og helt uden men.

Alene kan end ikke døden røre mig, alene er jeg så tæt på at være død, at selv døden kan virke befriende for mine spøgelseslaster.

Alene er der dog rigeligt at slæbe på, mest og tungest er; livet som ikke er levet, smerten ved at have været i live og tabet ved at give slip, på livets uendelige vuggen mellem lyst og tragedie.

Skulle jeg vælge livet og smerten, ved at være nogen for noget, og noget for nogen, må jeg først rumme mine fortids spøgelser.

Som hvisker om konsekvenserne ved ensomhed og forladthed, At risikoen ved at elske, er at man kan miste og blive forladt og jo mere jeg elsker, jo mere sårbar og ubeskyttet står jeg.måske endda i knæ som en tigger, en kujon, et skvat, en frygtelig nar, rejs dig og stå som en mand, spøgelserne skriger og foragter, når frygten ikke længere magter, at holde en i sikkerhedens favn.

Først når jeg favner de uelskede sår, rummer adskillelse og ensomhedens bagside, bliver der stille, her mister spøgelserne deres greb og frygtens soldater slipper deres våben, alle smeltes bort gennem forløsningens tårer.

Erkendelsens bod er, At altid er der tab, altid er der en sorg, det er prisen ved at være i live.