I Båden Mod Håbet

I en verden så stille,

er jeg fanget af mylderet,

Tanker som strømmer,

Som bølger mod kysten.

De drager mig ned,

Til smertens dybde,

Hvor skridt er tunge,

Og håbet er svagt.

Naturens skønhed kalder,

Men jeg er kun en skygge,

En båd på det stille vand,

Hvor tankerne sejler.

Utraditionel livsstil,

Men frygten den holder mig,

Fast i min egen båd,

Af usikkerhed og tvivl.

Der er så meget jeg vil,

Men kun så lidt jeg kan,

Livets gåde forvandler sig,

Som fugle, der flyver fra land.

Hvad drejer livet sig om?

Måske er meningen gemt,

Dybt inde i sjælen,

Hvor drømme vokser,

Og moden så bløder.

Det er svært at springe ud,

Fra båden jeg kalder mit hjem,

Men naturen hvisker til mig,

Søger jeg nøglen til drømmen.

Så lytter jeg til vinden,

Og tager et skridt mod det ukendte,

For selv i smerten,

Kan jeg finde mit hjem,

Mellem himmel og hav,

Hvor håbet kan svæve.

Jeg er ikke som de andre,

Men i mit hjerte,

Er der plads til at vokse,

Og finde meningen,

Selv i tankemylderet.